Guide: Diamanter

Diamantens 4 C’er – Kendetegn på en diamant
Diamanter er blevet en eksklusiv og mere almindelig del af vores smykker i Danmark. Hver diamant er unik, men der er dog udviklet en international standard for hvordan en diamants kvalitet bedømmes – de 4 C’er.
Carat – Clarity – Color – Cut
Carat
Carat er vægtenheden som bruges til diamanter og andre ædelsten. Det er en vægtenhed ligesom gram. Carat er anderledes end ”karat” som man benytter til at indikere gulds renhed. 1,00 carat ren diamant er præcis 0,20 gram.
Carat angives altid med 2 decimaler, da det gør en ret stor forskel f.eks. hvorvidt en diamant er 0,38 eller 0,44 carat, som med 1 decimal ville blive afrundet til det samme.
Når en diamant sidder i et smykke, og kommer uden certifikat, så er det ikke muligt at måle carat præcist, da man ikke kan veje diamanten. Derimod kan man skønne diamantens carat ud fra dimensionerne – bredden og højden.
Cut = Slibning
Diamanter er skabt af naturen gennem et enormt højt tryk gennem tusindvis af år. Diamanter udvindes i rå form fra miner, og slibes af mennesker således de ser ud som vi kender dem.
(til venstre ses diamanten i rå form, og til højre efter slibningen)
Diamantens slibning, er det eneste menneskeskabte ved en diamant, de andre kvaliteter er forudbestemt af naturen.
Det mest kendte og mest populære slibning er brilliant slebet – den runde form. Dette slib har 57 facetter, hvor alle vinkler og proportioner er beregnet til at give den optimale gengivelse af lys og funklen.
Andre slib inkludere hjerte, pære, oval, cushion, marquise, emerald og prinsesse cut.
Color = Farve
De fleste diamanter er hvide, eller kan betegnes som farveløse. Det er eftertragtet når en diamant er farveløs, og mindre attraktivt når farven går mod gul.
Internationalt bruger man farve klassificering fra D som er bedst, til Z som er værst.
International Klassificering | Klassificering af Scandinavian Diamond Nomenclature |
D, E | River |
F, G | Top Wesselton |
H | Wesselton |
I | Top Crystal |
J | Crystal |
K, L | Top Cape |
M, N | Cape |
O – R | Light Yellow |
S – Z | Yellow |
Sjældent kan diamanter forekomme med en naturlig pink, blå eller grønt lys – som kaldes for farvede diamanter, eller fancy diamanter. Disse farver er attraktive, særlig pink diamanter er blevet værdifulde de seneste år.
Clarity = Klarhed
Diamanter stammer som nævnt fra naturen af super sammenpresset kulstof. De fleste diamanter indeholder derfor en række urenheder – som man kalder indeslutninger eller inklusioner. Disse kan være flere ting, det kan være kulstof som ikke har oplevet samme tryk som resten af diamanten og derfor er gråt eller sort. Det kan også være mineralkrystaller eller små sprækker.
Jo færre inklusioner en diamant har, jo bedre, og jo mere klar vil diamanten fremstå.
International Klassificering | Beskrivelse |
FL (Flawless) | Fuldstændig fejlfri |
IF (Internally Flawless) | ingen inklusioner når der kigges med 10X lup |
VVS1 og VVS2 (very very small inclusions | Meget få inklusioner som er meget svære at se med 10X lup |
VS1 og VS2 | Få inklusioner som er en smule svære at se med 10X lup |
SI1 og SI2 | Har få inklusioner som kan ses med 10X lup og få med blotte øje |
P1 / I1 | Inklusioner som kan ses med det blotte øje |
P2 / I2 | Inklusioner som kan ses med det blotte øje og mindsker lyset |
P3 / I3 | Mange og store inklusioner, kan tydelig ses med det blotte øje og lyset er begrænset betydeligt |
Certifikater
At have certifikat på en løs diamant eller diamanter som sidder i smykker er vigtigt og øger værdien.
Der er guldsmede, diamant gradere og juvelerer som udsteder certifikater, og herudover er der decideret institutioner / laboratorier som også gør det. Et certifikat kan bruges som forsikrings bevis men er særligt også vigtigt i forhold til at kende de præcise specifikationer på diamanterne.
GIA er det mest velrenommeret laboratorium, men de andre som IGI er også gode. Certifikater fra disse laboratorier er udelukkende på diamantens specifikationer. Særligt med større diamanter som er investeringsobjekter kan det anbefales og betale sig at have et certifikat fra GIA eller IGI, som sammen med certifikatet laser indgraverer diamanten med et serienummer.
Certifikater fra danske guldsmede og juvelerer skal særligt tages med et gran salt når det kommer til deres vurdering af værdien, som er en forsikringsværdi og ikke en markedsværdi. Det er ikke ualmindeligt at vurderingen på sådan et certifikat er alt fra 3-10 gange højere end den reelle markedsværdi.